Uddrag fra Landssammenslutningens jubilæumsskrift i 1969:

Landssammenslutningen og trykkerne i København

I året 1917 var der nogle friske trykkere i København, der startede Københavns Trykkerklub. Det var dristigt gjort og var naturligvis ikke velset af forbundets øverste ledelse. Sagen var jo den, at Københavns afdeling var opdelt i 3 underafdelinger: en for trykkere, en for sættere og en for kvinderne. Men da sætterne var i flertal, så var der altid en sætter, der blev afdelingsformand. Trykkerne var utilfredse med, at sager, der angik trykkere, blev afgjort af en sætter; så kunne trykkerrepræsentanterne i afdelingsbestyrelsen bare tage afgørelsen til efterretning.

Københavns Trykkerklub havde kontakt med de trykkerklubber, der var startet i provinsen, og trods det mærkelige begreb der går under navnet ”københavneri”, stiftedes Trykkernes Landssammenslutning i København den 29. juni 1919.

Skal der være nogen mening med en samling, så skal det være et samlingsmærke eller et samlingspunkt, derfor, den 15. juni 1920, udkom det første nummer af bladet ”Trykkeren” med Alfred Hansen som redaktør og udgivet af Københavns Trykkerklub. Det varede til 15. juli 1921, hvorefter landssammenslutningen overtog udgivelsen indtil marts 1936. Københavns Trykkerklub afgår ved døden, og København går tabt.

I 1932 samledes nogle københavnske trykkere, der første og fremmest var utilfredse med behandlingen af trykkersagerne i afdelingsbestyrelsen, men også utilfredse med trykkerrepræsentanterne i denne. I oktober 1932 startedes derfor en ny trykkerklub. Ledelsen forestod agitationens kunst, og det første, der skete, var at udskifte trykkerrepræsentanterne i afdelingen. Den næste opgave var tilslutningen til landssammenslutningen. Det gik ikke så godt, men på en anden generalforsamling fik vi ved et regulært kup vedtaget, at Københavns Trykkerforening skulle abonnere på bladet ”Trykkeren”, hvilket jo var en økonomisk fordel for landssammenslutningen. Norsk Trykkeforbund var med i bladets redigering, og hermed indledtes et nordisk samarbejde, der er udbygget og i høj grad har været til gavn for nordens trykkere. Et samarbejde, der stadig finder sted. Da det ikke lykkedes at blive tilsluttet landsammenslutningen, var vi nogle stykker, der blev personlige medlemmer, for derved at bevare kontakten til København og provinsen.

Vi få københavnere, der var medlemmer af landssammenslutningen, prøvede at præge bladet, så det blev mere moderat i tonen. Men linien var lagt fra forbundets side. Branchebladene skulle ophøre, og hermed også Københavns Trykkerklub. Den nye ordning med en oplysningssekretær passede os ikke. Vi fortsatte, og måtte tilbringe mange timer, søndag formiddag som regel, til møde med forbundets forretningsudvalg. Her blev vi truet med alle landets ulykker, hvis vi ikke ophævede klubben. Selvfølgelig måtte vi kapitulere til sidst og prøve på at præge oplysningsarbejdet ved at gå ind i et samarbejde med forbundets oplysningssekretær.

Som før nævnt var vi nogle københavnske trykkere, der var tilsluttet landssammenslutningen, og vi havde som følge heraf repræsentationsret ved landsmøderne. I december 1932 blev vi indkaldt til ekstraordinært landsmøde med et eneste punkt på dagsordenen: Valg af ny formand. Den største overraskelse var vel nok, at det blev en københavner, der blev valgt. Jeg regnede med, at det kun skulle være et overgangsfænomen, men på trods af, at jeg alle landsmøder har opfordret til at vælge en kollega fra provinsen til formand, hvilket efter min menig ville være det mest naturlige, så er jeg alligevel blevet genvalgt gang på gang. I over 30 år har jeg været formand for landssammenslutningen.

Jeg skal ikke takkes herfor, jeg har den indstilling, at det er mig, der skal takke trykkerne for den tillid og tiltro, de har haft til mig ved at genvælge mig. Lad os så i enighed og med et godt kammeratskab føre landssammenslutningen videre, ikke mindst efter, at vi har fået et fast og regulært forhold mellem Københavns Trykkerklub og landssammenslutningen.

Det skrev Chr. B Petersen, formand i Trykkernes Landssammenslutnings jubilæumsskrift 29. juni 1919-1969

 ----------------------------------

Afslutningsvis i samme jubilæumsskrift skrev den københavnske formand Chr. B. Pedersen om:

Landssammenslutningen og fremtiden

Et jubilæumsskrift er et tilbageblik i historien, det ligger i sagens natur. I en tid som den, vi lever i, må vi, med de kolossale fremskridt, der sker, rent teknisk, lige give os tid til at stoppe op et øjeblik og stille os selv spørgsmålet: Hvad med fremtiden for vor landssammenslutning?

Vi støder stadigvæk på folk med det synspunkt, at brancheklubber og landssammenslutninger skal ophøre. Dem er der ikke brug for mere. Nu skal vi have industriforbund. Ja, selvfølgelig skal vi have industriforbund, men et sådant forbund kan ikke virke uden fagteknisk oplysning, og jeg vil gerne se den oplysningssekretær, der vil kunne klare en fagteknisk oplysning for 25-30 brancher. For så mange kan det nemt blive.

Jeg vil tro, at et industriforbund må give landssammenslutningerne større beføjelser end hidtil, således at den fagtekniske oplysning når ud til alle.

Jeg vil gerne takke alle, der igennem årene har været med til at drive vort oplysningsarbejde, ikke alene skiftende klub- og kredsformænd, der har brugt megen fritid herpå, men også det utal af grafiske firmaer, der altid beredvilligt stiller deres viden til rådighed, når vi har brug derfor. Og så til slut, en tak til kollegaerne, trykkeren, der ved sit medlemskab i landsforeningen og sin deltagelse og interesse for arbejdet er grundlaget for det hele.

Lad os derfor på 50-års dagen give hinanden håndslag på, at vi vil værne og styrke vor landssammenslutning, skrev Chr. B. Pedersen i 1969.

----------------------------------------------

Nedenfor foto af de øvrige forretningsudvalgsmedlemmer i 1969. Bemærk lige den unge Kaj Christensen der i mange år var formand for Grafisk Trykkerklub- København. 

Vidste du at trykkerne indtil den 3. marts1936 havde deres eget fagblad og at bladet udkom i 16 år.

Her gengives et afsnit om fagbladet, skrevet af Aage Østergård i Landssammenslutningens jubilæumsskrift 29. juni 1919 - 1969. 

"Trykkeren"

Atter og atter støder man på navnet "Trykkeren", når man læser landssammenslutningens historie. Bladet var vort eget. Bladet med de stærke meninger. Det forum trykkerne af i dag savner. Branchespalten bliver jo ikke brugt til nogen ide-debat. Da bladet var vores eget, var det ligesom tilknytningen var større.

I det følgende vil jeg prøve, i store træk, at fortælle bladets historie samt bringe nogle eksempler på på de artikler, der stod at læse heri.

Den 15. juni 1920 udkom det første nummer. Det blev udgivet af Københavns Trykkerklub, der brændte sådan for sagen, at den ikke kunne afvente, at den nystiftede landssammenslutning, der havde fået bemyndigelse til at undersøge mulighederne for udgivelsen af et sådant blad, blev færdig med sine undersøgelser.

Bladets første redaktør var Københavns Trykkerklubs formand , Alfred Hansen. At det var underforstået, at landssammenslutningen skulle overtage udgivelsen, ses i kolofonen. Her står nemlig: "foreløbig udgivet af Københavns Trykkerklub".

Bladets "spids" var - meget naturligt - skrevet af redaktøren og var en kraftig opfordring til alle Danmarks trykkere om at samles og arbejde for "suverænitet i egne anliggender" Herudover skulle bladet bringe faglige-tekniske artikler, og "virke som publikationsorgan for sådanne krav, der er nødvendige for opnåelse af de bedst mulige vilkår for den samlede trykkerstand".

Det var en vældig brydningstid, "Trykkeren" så dagens lys i, ikke blot vore  egne interesser blev behandlet i artiklerne. Det var hele vor stilling i samfundet, fagbevægelsens struktur, arbejdet i vort forbund; kort fortalt alt hvad der havde relation til arbejderbevægelsens interesser, kom til udtryk.

Og de skrev godt, disse gamle kolleger, de var engagerede på en måde, vi nok har vanskeligt ved at forstå i dag. Og  enige var de jo heller ikke altid. Det slog nogle gevaldige gnister. Blandt andet i spørgsmålet om vor udmeldelse af "De samvirkende Fagforbund", som "Dansk Typograf Forbund" havde forslag om på sit delegeretmøde i 1920. Det blev i øvrigt forkastet med 113 stemmer mod 74.

I november 1920 blev Elis Hjort redaktør under Alfred Hansens sygdom. Elis Hjort præger med sine mange velskrevne artikler bladet. Bedriftråd er et af de emner han tager op. Men trods alt går det ikke alt for godt for bladet  i økonomisk henseende.

Der blev slået på stortromme for at forøge abonnenternes antal. Osker Tverskov er umættelig på dette område. Bedriftsrådstanken spøger stadig i bladets spalter. Man kan blandt andet læse følgende notits:

Sikke tider.

Det knirker stadig med at gøre bladet rentabelt. København og provins bed lidt af hinanden i den anledning. Fra landssammenslutningens formand kunne man læse følgende i nr. 7 1921: "Grunden til, at provinsens kolleger svigter, er sikkert den, at det ikke er landsammenslutningen, der udgiver bladet. Havde kollegerne i København ladet ledelsen arbejde for spørgsmålet, var dette sikkert blevet løst på den måde, at bladet var blevet gjort obligatorisk, f.eks. ved, at kontingentet til landssammenslutningen blev forhøjet så og så meget pr. medlem, og så var bladets eksistens med det samme blevet sikret".

Endnu var bladet altså ikke indarbejdet. Det var stadigvæk en spæd plante, men som det hedder i en artikel af redaktøren i nr. 11 1921: "spæd, men stridbart besjælet i kamp for sin eksistens, er "Trykkeren" præget af ånden blandt de Københavnske trykkere. Vi er revolutionære her i byen, fordi vi mennesker ikke straks formår at frigøre vort tankesæt fra de omgivelser, hvori vi lever. Vi er revolutionære, men vi er det med fornuft.

På landsmødet i Fredericia 8. maj 1921 var bladets forhold til debat. Ikke alle kolleger var lige tilfredse med bladets redigering. Det blev besluttet, at landssammenslutningen skulle overtage udgivelsen, men forslaget blev sendt til urafstemning. Man vedtog at bede redaktøren, Elis Hjort, København, om at fortsætte. Det kan således ikke have været flertallet, der var utilfredse med redigeringen af bladet. Ikke alene den økonomiske basis var dårlig, men der var jo også stridigheder i egne rækker.

Der var altså nok at tage fat på, da landssammenslutningen overtog udgivelsen med juli kvartal 1921. De følgende numre indeholdt den ene opfordring efter den anden til kollegerne om at tegne abonnement på bladet. Det hed f.eks.:

"Det må sikkert være en glæde for kollegerne, at vort blad besidder den store tolerance, at det giver plads i sine spalter for alle anskuelser; der bliver ikke øvet den ellers så bekendte censur"

Med nr. 18 1921 havde bladet skiftet redaktør. Johannes Ibsen, Kolding, havde af hovedbestyrelsen fået overdraget den midlertidige ledelse af bladet. Det var beklageligt, at Elis Hjort ikke kunne redigere bladet længere, også tidspunktet for hans tilbagetræden var beklageligt af hensyn til bladets videre eksistens og betydning. Det blev fra mange sider ønsket, at Hjorts pen stadigvæk ville yde bidrag til bladets spalter.

Bladet blev af nogle beskyldt for at være "bolcjhevikisk". Hertil skriver bladets ekspeditør, Vilhelm Brundlund, Kolding blandt andet:

"Ønsker man andre tanker eller meninger fremført, bør man ikke sætte sit lys under en skæppe, men lade disse se dagens lys i "Trykkeren", der optager ethvert indlæg uden hensyn til om det er moderat eller radikalt"